Er Danmark ved at rykke fra Sverige, når det kommer til ambitioner på grøn transport? Det har Concito set på sammen med vores svenske kolleger i Tankesmedjen Fores og Det svenske miljøinstitut IVL, som vi samarbejder med i det nordiske projekt SHIFT.

Anledningen til øvelsen er det såkaldte luft- og klimaudspil »Sammen om en Grønnere Fremtid« som den danske regering udsendte i oktober. Her er der udmeldt en række nye mål og initiativer, som i hvert fald på papiret kan se voldsomt ambitiøse ud – og som måske ligefrem overgår, hvad danskernes ellers ofte meget grønt profilerede broderfolk på den anden side af sundet kan diske op med? Det kigger vi lidt nærmere på i dette indlæg.

Nu skal det straks siges, at vi faktisk ikke er interesserede i at give point eller inde en vinder. Det handler mere om hvad Danmark og Sverige kan lære af hinanden, hvor begge lande har plads til forbedring, og hvor vi måske med fordel kunne samarbejde. OK, hvordan går det så?

Stop for fossile biler
Efter 2030 skal der ikke kunne sælges nye diesel- og benzindrevne biler i Danmark, og heller ingen nye hybridbiler fra 2035, lover den danske regering. Alle nye personbiler skal altså senest fra 2035 have nul emission fra udstødningsrøret. I Sverige er målet en fossilfri bilpark i 2030. Det er langt mere ambitiøst, fordi det drejer sig om, at alle de biler, der kører rundt på de svenske veje, skal kunne undvære benzin og diesel fra 2030. Desuden har svenskerne i deres klimalov opstillet konkrete mål for den samlede reduktion af CO2, der skal komme ud af indsatsen, og det er jo sådan set vigtigere for klimaet.

Men for at nå deres mål i praksis, er det nødvendigt, at Sverige strammer op på de konkrete krav til de enkelte køretøjer og brændstofer. Til gengæld bør Danmark også fokusere på eksisterende køretøjer, ikke blot de nye. Og de to lande bør i fællesskab presse på i EU for at få en ambitiøs fælles strategi, så vi undgår, at kravet om fri bevægelighed for varer (som f.eks. køretøjer) forhindrer ambitiøse medlemsstater i at smide de fossile biler på  porten, når markedet rent faktisk er klar med nye teknologier som elbiler.

Busser og taxa
Den danske regering foreslår, at alle nye busser skal køre på el, brint, biodiesel eller biogas allerede i 2020. I 2025 skal de nye busser være med fuldstændig nul emission, og fra 2030 skal dette også gælde for de eksisterende. Tilsvarende krav er foreslået for taxa, hvor klimareguleringen kædes direkte sammen med licensen til at køre taxa. Det er en langt hurtigere og mere vidtgående omstilling end den svenskerne har på tapetet. Men selv om Sverige ikke har en køreplan for fossilfri busser af samme kaliber som det danske udspil, er man i praksis meget længere fremme. Fossilt brændstof er nemlig allerede de facto næsten væk fra busser og taxier i alle de større svenske byer.
Samtidig indeholder den danske plan ingen indsats for at øge andelen af ofentlig transport på bekostning af biltraik, som er et vigtigt mål i Sverige. Her stræber man efter intet mindre end at fordoble den kollektive traiks andel inden 2030. Det skal dog lige tilføjes, at det imponerende svenske system af indikatorer for grøn transport afslører, at man faktisk ikke er kommet særlig langt i den retning endnu.

Svenskerne har fastlagt konkrete klimaog bæredygtighedskrav for biobrændstofer, som man satser en del på. Det er noget som det danske udspil mangler at forholde sig til. Den danske regering ønsker ganske vist at øge andelen af biobrændstofer i benzin og diesel til otte procent i 2020. Men her er svenskerne gået langt videre med at erstatte dieselen. Det vigtigste er dog, at man har et meget bedre bedre instrument, hvor der er fokus på at reducere klimapåvirkningen år for år, ikke en bestemt type brændstof. Målet er en 40 procents reduktion i 2030. I begge lande er der især behov for, at andre former for vedvarende energi, specielt elektrificering af transporten, får klare og ambitiøse mål og fremmes mere konkret.

Byer, miljøzoner og opladning
De fem største danske byer vil ifølge regeringen få mulighed for at indføre strengere krav til forurening fra lastbiler,
busser og varevogne i byernes miljøzoner. Det er tiltrængt og velkomment, men den svenske løsning, hvor alle bykommuner kan indføre miljøzoner for både personbiler og tunge køretøjer, bør overvejes. Det er og bliver personbilerne, der er den største samlede forurener. I Danmark foreslår regeringen også, at kommuner skal kunne give fordel til elbiler med billigere parkering og adgang til busbaner. Sidstnævnte er kontroversielt, da det riskerer at medføre, at busserne blokeres af biler, men det har dog været en succesfaktor for elbiler i Norge.

Fri parkering til elbiler er blevet testet af mange svenske kommuner, indtil det blev konstateret, at det var i strid med lovgivningen. Her burde Sverige ændre parkeringslovgivningen, så det blev muligt at indføre billigere parkeringspladser for bl.a. elbiler i en begrænset periode, a la det danske forslag. Derudover påtænker den danske regering på sigt at investere 80 millioner kroner til hurtigopladere til elbiler. Det giver god mening, og satsningen er økonomisk mere beskeden end det tilsvarende svenske initiativ, både fordi det svenske vejnet er længere, og fordi Danmark allerede er forholdsvis velforsynet med opladningsmuligheder. Men indsatsen kunne givetvis fremskyndes i tid så Danmark kunne drage fordel af, at teknologien er blevet billigere, bl.a. takket være netop den svenske  indsats.

Hele verden ved, at danskerne er verdens førende inden for cykling: en efektiv og klimavenlig transportform til kortere distancer, som i dele af København er mere benyttet end biler. Derfor er det ret uforståeligt, at det danske
klimaudspil ikke rummer nogle tanker om, hvordan cyklens rolle kan øges i resten af landet for længere ture, eller for nye områder som lokal fragt- og pakkedistribution. Her var et område, hvor Sverige givetvis kan lære af  Danmark, og måske samtidig være med til at få Danmark til at vågne mere op. Ikke mindst fordi cyklens andel af trafikken er lavere og endda faldende over tid i Sverige.

Hverken Sverige eller Danmark fokuserer i deres klimaplaner på, hvordan selve rejsebehovet kan reduceres, f.eks. gennem mere kompakt byudvikling og »rejsefri møder« med bedre støtte til webinarer, jernarbejde osv. Begge lande kunne også med fordel se på ordninger som transportfradrag, som i dag giver incitamenter til længere arbejdsrejser og mere spredt bosætning. Vi skal udfordre og anspore hinanden Danmark og Sverige er begge små, eksportafhængige lande med meget til fælles. Vi har lignende bekymringer om transportens klimabelastning, og begge lande sigter mod at øge ambitionerne kraftigt fremover. På nogle områder, som udfasning af fossile køretøjer, kan vi inspireres af hinandens ambitiøse mål. På andre områder, som miljøzoner og cykling, er det lige så meget de konkrete initiativer og resultater, der er vigtige at fokusere på. På områder som grøn godstransport og lyvning har begge lande lang vej igen. Ved at udfordre og anspore hinanden, sammenligne indikatorer og resultater, og udvikle os sammen, kan Danmark og Sverige både hjælpe hinanden og blive europæisk og måske global relevant for omstillingen til klimavenlig og bæredygtig transport.

Henrik Gudmundsson er seniorkonsulent i Concito,
Mattias Goldmann er direktør i Fores og
Julia Hansson er forsker hos IVL Svenska Miljöinstitutet